Kilde: Den Danske Lægestand. 1957-1964

Læge Peter Hermann Klein * 21.01.1897. som praktiserende læge i kommunen fra maj 1934 og til sin død 03.09.1958.
Gift 21.10.1937 med Lisbeth Poulsen *21.11.1906 i Struer. Død 25.05.1989.
Finsk plejesøn, Kalle *1939 – død 2006. Efterleves af hustruen Lise og børn.
Lægeboligen, Hovedgaden 38 , Tornemark – mellem Bødkerstien og Lung.

Peter Klein var søn af grosserer Johannes Klein og Anne Jürgensen. Student 15 (3,88) St. Jørgens Gymnasium. Studerede kunsthistorie 1 år – længere tids sygdom. Reservelæge på Amtshospitalet i Store Heddinge og amanuensis marts 30 juni 31. Vikariater juli-dec 1931. Reservelæge Kysthospitalet Refsnæs dec 1931 – feb 1933. Turnus Frederiksberg Hospital marts 33 – februar 34. Praktiserende læge i Tornemark fra maj 1934. Jernbanelæge juli 1934, skolelæge 1946.

Fru Klein med sønnen Kalle Klein

En farverig og bramfri familielæge
Han var engang tilkaldt til Chresten Sejersbøl, Kvislemark, der lå syg. Præsten, Aage Lambert-Jensen, var hos patienten, da Dr. Klein på sin sædvanlige hyggelige måde kom buldrende op ad trappen til loftsværelset. Da han fik øje på præsten, sagde han: “Hvad! – er præsten allerede kommet! Nå, så kan jeg godt gå igen”. Patienten kom sig. Da han 40 år senere kom på Centralsygehuset, kom præsten på besøg, og sagde til ham: “Kan De huske, det er 40 år siden. Dr. Klein var en farverig og bramfri familielæge af den gamle skole. Han undte ikke sig selv megen søvn. Altid på farten dag og nat. Ikke jordens mest rutinerede bilist. Buldrede ind alle steder. Lod et par velvalgte ord falde, når han unødvendigt var blevet tilkaldt. For sin direkte facon indkasserede han engang et gevaldigt knytnæveslag. Jeg overværede det. Købmand Peter Andersen, Tornemark, havde en søn, der var vendt hjem fra Argentina, som mental ustabil. Sindssyg sagde vi dengang. I en periode var han udskrevet fra sindssygehospitalet. En dag gik det galt. Han slog sin mor og far. Gik derefter ud på gaden råbende og skrigende. Et mindre opløb stod på behørig afstand. Dr. Klein kom kørende. Stoppede op ved den vrede mand, som gav ham en overhaling. Dr. Klein rullede vinduet ned og sagde noget i retning af: “De er jo tosset. De skal indlægges!”. Manden kvitterede med knytnæveslag. Dr. Klein satte bilen i gear og kørte væk i stor hast. Min far dukkede op på scenen tilkaldt af moderen. Slagtermester Laugesen kom også til stede. Han var ikke så stor, men bomstærk. Han kunne skam godt klare den vrede mand, hvis han vel at mærke med pastorens tilladelse måtte slå først. Det fik han naturligvie ikke. Min far prøvede at berolige den vrede mand. Det lykkedes nogenlunde. Da politiet dukkede op, fulgte den vrede mand med. Dr. Klein småbrummede, når min mor forlangte, at han skulle vaske hænder, inden han tilså patienter i vort hjem. Men han gjorde det. Han havde en stor mønt- og medaljesamling i et skab med masser af skuffer. Der var også lidt af en kunstmaler i ham. I venteværelset var han begyndt at male fresco. Det blev aldrig gjort færdig. Han syslede med tydning af inkaernes skrift. Under en sygdomsperiode, hvor han forventede at dø, giftede han sig med sin husholderske frk. Poulsen. Nogen skulle jo arve ham. Så vidt jeg ved, var det min far, der viede dem. Dr. Klein var ellers ateist.
K. Lambert.
Rettelse: ikke slagter Laugesen – men Rich. Larsen. K.O.C.
Episoden i Tornemark hos købmand Peter Andersen.
Jeg husker det, som var det i går. Det var i 1941, jeg var sendt til købmanden, og havde min lillebror med i barnevognen. Vi kom og var lige i centrum af orkanens øje, men slap dog for skrammer.
Leif Jensen (snedker Jensens ældste søn, Leif).

Som jeg husker Dr. Klein.
Han var en meget dygtig læge, der havde ry for at sende sine patienter til behandling på sygehuset med den rigtige diagnose. Engang skulle han passe en kollegas praksis, og blev kaldt ud til en syg patient. Efter undersøgelsen sagde Dr. Klein: “Han har falsk strubehoste, og skal indlægges omgående”. Det viste sig at være rigtigt, men patienten overlevede ikke. Der kunne sikkert fortælles om flere positive sager om hans virke. Han trak også tænder ud. Det forekommer mig, at patienterne fik en maske for næsen, og skulle indhalere noget søvndyssende. Jeg husker en bekendt, der skulle have trukket en tand ud. Da han sad i venteværelset, og hørte en patient skreg, skyndte han sig ud. Under sygebesøg fik man gerne noget slik eller andet. Han havde engang en flyver med til mig. Den var omkring 25 cm, fremstillet af stift papir, og med en knappenål foran for at stabilisere den. Den fløj vældig godt, når man kastede den op mod vinden. Omkring 10-års alderen var jeg en del syg, og skulle have taget blodprøve, hvilket jeg ikke var meget for, og havde derfor gemt mig. Jeg blev fundet, og et par af min fars ansatte måtte holde mig.
På hans operationsstue var der en briks, samt diverse sager til undersøgelser. Der var bl.a. et firkantet glasskab, hvor alle instrumenterne kunne ses. Han har også engang fjernet polypper ambulant på en patient.
Når han var på sygebesøg, hændte det ofte, at han skulle på sygebesøg i samme by igen, når han kom hjem. Det lykkedes ikke altid fru Klein at finde ham, selv om hun ringede rundt.
Han kom engang forbi et hus, hvor der var lys kl. 2 om natten, stoppede op og gik derind og spurgte: “Hvad foregår der her?” Det viste sig, at konen i huset var nedkommet med et barn. Jordemoderen var tilstede, og man havde forgæves forsøgt at få fat i lægen. Det er min opfattelse, at Dr. Klein lagde vejen forbi, da han vidste der skulle ske en fødsel snarest. Det siges, at en patient engang blev fornærmet på ham. Hun konsulterede ham, og sagde, at hun havde “ondt i møllen”, hvorefter Dr. Klein spurgte, om det var vind- eller vandmøllen. Men hun blev sikkert undersøgt. Hvis man som barn havde let ved at blive syg, anbefalede Dr. Klein lysbehandling, hvilket fru Klein stod for.
Under krigen måtte selv en læge spare på benzinen, og derfor kørte han ofte på cykel i den nærmeste omegn. Hvis vi legede ved vejen, når han kom forbi, havde han altid flødekarameller, som han kastede til os.
Hans første bil var en DKW, derefter en Mercedes og senere en grå Flying Standard, hvis tag kunne rulles tilbage, og siderne tages af.
På tider, hvor der ikke var konsultation, brugte Tornemark Bibliotek venteværelset. Der var opstillet glasskabe langs den ene væg til bøgerne tv. for indgangsdøren. Det var lærer Petersen, Tornemark, der var bibliotekar. Det blev dog flyttet til Centralskolen i 1943.
Knud O. Christensen

NEKROLOG.
Han hjalp så mange.
Læge Kleins jordefærd fra Fyrendal Kirke 1958.
Under meget stor deltagelse blev læge Peter Klein, Tornemark, i går eftermiddag stedet til hvile fra Fyrendal kirke, som var meget smukt pyntet, Af skønne buketter og kranse var der sendt så mange, at de fra den smukt pyntede hvide båre strakte sig ned gennem kirken og våbenhuset og helt ud på kirkegården. Af kranse med bånd sås fra familie og venner samt Kvislemark-Fyrendal sygekasse. Højtideligheden indledtes med et smukt orgelpræludium og salmen Du, Herre Krist, hvorefter pastor Lambert-Jensen holdt en smuk og personlig tale ud fra Lukas´ ord om at tjene herren uden frygt i retfærdighed og fromhed. Vi er sat ind i tilværelsen her på jorden for at være til hjælp for vor næste hver især. Det er ikke vore egne anliggender, det kommer an på, men altid næstens. Altid at tjene, det er Vorherres vilje. Videre omtalte præsten Jesus som den store læge, der gav sit liv til genløsning for mange. Barmhjertighedens evangelium har også i dag sine udøvere her på jorden. hvor dens tjenere er dem, der lindrer smerter og hjælper de syge. En sådan gerning var læge Peter Kleins gerning. Som læge har han været til stede i hjemmene i livets afgørende stunder, i glæde som i sorg. Han var hos os, når et barn skulle fødes, og når de gamle stred deres sidste strid, var han hos os i hjemmene, og vi var trygge derved.
Særligt står dog billedet for mig af læge Klein som diagnosestiller, hvor han havde en ganske usædvanlig evne, hvilket flere gange var blevet fremhævet fra autoritativ side. Til Tornemark kom læge Klein fra hovedstaden, men han faldt godt til her, og da han på sygehuset i Skælskør blev klar over, hvor det bar hen, ønskede han at komme hjem og blive plejet af sin hustru, der både i hjemmet og lægegerningen har været ham en god støtte.
Læge Kleins død har på denne egn gjort dybere indtryk, end de fleste dødsfald gør, og vi føler, at en plads er blevet tom. Han, der hjalp så mange, måtte selv kæmpe med megen sygdom og bukke under for den… Vor sidste hilsen skal være en tak og Guds fred!
Efter den smukke tale sang man En liden stund i rosens lund, og til tonerne af Jer er træt og går til ro bar slægtning og venner kisten ud til graven. Her sang man verset “Så rejser vi til vort fædreland”, og efter jordpåkastelsen klokken slår.
En slægtning takkede for den store deltagelse og gdr. Peter Jørgensen, Tornemark, rettede en smuk personlig tak til dr. Klein for hans dygtige og hjertelige virke gennem årene.
Pastor Aa. Lambert-Jensen

Gravsted